Kronikker og artikler

Bloggen er flyttet – læs alle mine gamle indlæg, samt nye opdaterede, her:

http://soerenbiering.xn--fonsbl-fya.net/

 

FASTHOLD GRUNDVÆRDIERNE

Man diskuterer for tiden, om det er rimeligt, at det offentlige stiller lokaler til rådighed i det kongelige bibliotek for totalitære strømninger som Hizb-ut-Tahrir.

Grundlovens § 78 stk. 2 siger, at foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål med vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. Om Hizb-ut-Tahrer overtræder denne lov er åbenbart et spørgsmål om fortolkning. Men foreningen har tidligere opfordret til at dræbe jøder, og de foragter åbenbart noget af det helligste i vort samfund, demokratiet og frihedsrettighederne. Noget lignende kan vel siges om visse nazistiske eller antisemitiske bevægelser, som etablerer sig rundt om i Europa.

Vi kan ikke uden videre forbyde disse totalitære bevægelser eller nægte dem forsamlings- og ytringsfriheden, så længe de ikke overtræder lovene. Frihedsrettighederne må naturligvis gælde for alle. Men hvordan kan vi da hindre eller modvirke deres udbredelse?

Det kan kun ske ved at fastholde de stærke åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af dets bedste samfund gennem århundreders voldsomme trængsler og gjort dem mindre barbariske. Hal Koch sammenfattede dem i begrebet “den græsk-kristelige humanisme”. De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring. Men at lade dem smuldre bort på få årtier uden at sætte noget nyt og bedre i stedet (hvad jeg ikke tror vi kan), er udtryk for et kulturelt forfald. Og det er lige præcis, hvad der er sket. Og det har modernisterne, de kulturradikale, nymarxisterne, værdirelativisterne og postmodernisterne alle bidraget til eller accepteret.

Men i det åndelige tomrum vil de mange unge frustrerede og ubefæstede sjæle, som bare tørster efter mening, værdighed og (selv)respekt, være lette ofre for den første den bedste stærke karismatiske demagog eller besnærende ideologi, og altså også totalitære strømninger. De fællesskaber, de søger og bliver tilbudt, kan være skabt af frygt, mistænksomhed og had. De grundlovssikrede frihedsrettigheder er ikke meget værd uden de åndelige grundværdier, som har fostret dem. De kan ikke svæve frit i luften. Der kan slet ikke være noget samfund, hvor der ikke er noget at finde sammen om. Selv den prægtigste bygning vil styrte sammen under elementernes rasen, hvis fundamentet smuldrer.

Kulturhistorikeren Will Durant har engang sagt, at ingen gammel højkultur kan erobres udefra, hvis den ikke først har opløst sig selv indefra. Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier. Så kan de totalitære strømninger ikke sætte sig igennem. Vi må så blot håbe, det ikke er for sent.

__________________________________________________________

TANKER  OMKRING  FINANSKRISEN

For politikerne og deres økonomer er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – ligesom formerne rum og tid.  Og det er jo absurd.  Med væksten følger enorme miljø- og ressourceproblemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Inderst inde ved vi godt, at væksten umuligt kan fortsætte.  Alligevel er den politikernes fantasiløse bud på en løsning af finanskrisen.

Finanskrisen fører ikke til en dybere overvejelse over samfundets tilstand, men kun til en genoprettelse af den tilstand, som førte til krisen.  Vi kan snart flyve til Mars og skabe nye arter af levende væsener i laboratorierne.  Men vi kan ikke løse problemerne med de evigt tilbagevendende finanskriser, skønt vi har kendt dem i 200 år.  Hvis det faktisk ikke er muligt, må vi vel begrænse globaliseringen og satse på decentralisering og små enheder. For jo mere omfattende og uoverskueligt systemet er, jo større bliver det helt store skrald, når det kommer.  Alene det, at spekulanter kan gamble vildt med økonomien, og dermed gøre det umuligt at planlægge og styre samfundet, er absurd – og et umiskendeligt symptom på, at ”økonomismen” er blevet vores nye religion.

Den konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologier er noget bras.  Hvis han dermed mente, at vi skulle undlade at dyrke dem, men være parate til at revidere dem med gjorte erfaringer, havde han ret.  Den økonomiske liberalisme har mange fordele.  Og den er i hvert fald bedre end socialistisk planøkonomi.  Men den er ikke noget entydigt gode.  I den tidlige fase medførte den klassiske liberalisme stor elendighed for arbejderklassen.  Så reviderede vi den i mellemkrigstiden og fik i stedet socialliberalismen.  Og så kunne vi skabe velfærdsstaten.  I dag bliver samfundet stadig mere ustabilt p.gr.a. naturødelæggelser, finanskriser, spekulationer og monopoliseringer.  Så nu må liberalismen igen revideres med gjorte erfaringer.

Hvad skal samfundet med økonomerne, når de ikke kunne forudse finanskrisen? – Eller med finanstilsynet, når pengeinstitutterne ikke behøver at lytte til dets advarsler eller rette sig efter deres anvisninger?  Vi andre amatører kunne da godt forudse krisen.  Vi har længe haft på fornemmelsen, at det måtte ende galt.  Og nu tænker vi på, om der måske har været skjulte økonomiske eller politiske dagsordener med i spillet.  Er kriserne og transaktionerne blevet et styringsredskab for magteliterne, som kan true med alverdens ulykker, hvis vi ikke gør, som de siger? – Nå, ikke.  Men den globale koncentration af økonomi og politik begrænser i hvert fald friheden. Vi har længe vidst, at vi ikke helt kunne stole på politikerne.  Kan vi nu heller ikke stole på bankerne? –  Vi ofre for finanskrisen, hvis opsparinger kan forsvinde ud i den blå luft på grund af finansverdenens og spekulanternes vilde og legitime gambling, skal oven i købet selv betale for oprydningen, hvis den er mulig.  Politikerne, økonomerne og pengeinstitutterne skal åbenbart ikke stå til ansvar.

Rod i nationaløkonomien er farligere end vi tror.  Den voldsomme inflation i Tyskland i mellemkrigstiden kunne få den lille mands opsparing i et helt liv til at forsvinde.  Det skabte en enorm bitterhed, som sikkert fik mange vælgere til at kaste sig i armene på en karismatisk frelserskikkelse, hvorved man bogstavelig talt kom fra asken i ilden.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og aristokratiet.  Vil det blive bedre, hvis vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet?  For det er tydeligvis det, vi er på vej imod.  Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Økonomiens teorier er ikke objektive og værdifrie naturlove, men kan ændres med samfundets skiftende grundholdninger.  Velstand er der rigeligt af i vores del af verden i dag.  Hvad vi mangler er etik.  Kombinationen af materiel udvikling og moralsk forfald er dødsens farlig.

Økonomerne må igen blive sekretærer for statsmændene – hvis de da stadig findes.  Økonomi skal ikke længere være synonymt med politik.  Statsmandskunsten – den sværeste af alle – skal igen være hævet over økonomien, ikke dens gidsel.

Først må vi genvinde troen på og sikre de åndelige grundværdier, som er det fundament, de europæiske samfundsbygninger hviler på.  Vi må genfinde den tabte ydmyghed og bekæmpe vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som der er indbygget afgrund i.

Derefter må økonomerne fortælle os, hvordan vi kan ændre kurs uden at problemerne bliver for store i overgangsfasen – hvordan vi bedst når gennem brydningstidens trængsler uden at ende tilbage i den fallerede socialistiske planøkonomi.

____________________________________________________________

Humanitetens  renæssance

Sammenhængskraften skabes af fælles åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af de store ånder, som stod frem i tidens fylde.  Disse tidløse sandheder må fastholdes og vedligeholdes gennem opdragelse og undervisning og kun ændres yderst forsigtigt med ny viden og erfaring.  Så er vi ikke ubefæstede sjæle.

Sociologen Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere.  Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer.  Kulturen må besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier.  Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier.  Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da lovgivningen i høj grad vil være bestemt af de fælles åndelige grundværdier.  Men hvis grundværdierne smuldrer, vil der opstå kaotiske tilstande.  Og så vil friheden forsvinde.  Problemerne skal jo løses.  At det ikke er gået helt galt endnu, skyldes, at vi endnu lever højt på de sørgelige rester af den smuldrende åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen.

Vi skal ikke smide alt det gamle væk og indføre noget helt nyt.  Det ender altid i katastrofer, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden.  Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk.  Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres forsigtigt, da intet forbliver upåvirket af udviklingen uden at forstene.  Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre.

Humaniteten, som er den europæiske højkulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2600 år.  Nogle af dens tanker hører formentlig til menneskehedens arketyper.  I sin oprindelse bygger den måske på guddommelig inspiration.  Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer.  Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Mange moderne mennesker, også unge intellektuelle, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af.  At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.  Og det har kulturradikalismen, nymarxismen og værdirelativismen alle bidraget til.

Humanismen kan ikke erstatte kristendommen.  Hvis det menneskelige hovmod fortrænger ydmygheden, ødelægger vi livet på jorden.  Hal Koch sagde, at humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa.  Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte.

Grækerne ville opdrage og forme det enkelte menneske, så dets sjæl kunne blive god og smuk og nå til erkendelse af de største sandheder.  For kristendommen var medmenneskeligheden det afgørende.  Vi er bundet i vort forhold til næsten. – Men det blev ikke et enten-eller.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  I den nyere tid lykkedes det at forene de to kulturstrømninger i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.  I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati,” skrev Hal Koch:  ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati.  Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold.”

Derfor måtte den bibringes hvert nyt slægtled gennem opdragelse og undervisning, hvilket Hal Koch selv bidrog til gennem sin store indsats i folkeoplysningens tjeneste.

Men det skete lige præcis ikke i efterkrigstiden!  I hvert fald ikke efter Hal Kochs egen tid. Han døde i 1963.  Den slags visioner stod ikke ligefrem øverst på den intellektuelle hitliste, hverken hos de kulturradikale, nymarxisterne eller postmodernisterne.

Men det er altså denne græsk-kristelige humanisme, sammenhængskraften er udsprunget af. – Den sammenhænskraft, som stadig flere føler savnet af i en splittet og forvirret tid, og som selv ledende politikere er begyndt at efterlyse.

Sidste år hørte jeg i en radioudsendelse et interview med en af de moderne intellektuelle, som ligefrem advarede imod for megen sammenhængskraft, angiveligt fordi den også kan skabe splid!  I dag er der nemlig stor uenighed om, hvilke religiøse, politiske og andre værdier, vi skal finde sammen om.  Jeg var noget rystet.  Så vidt er det altså allerede kommet.  I stedet for at sikre eller forbedre de fælles åndelige grundværdier, udsteder disse intellektuelle en falliterklæring.  I virkeligheden kommer de til at kapitulere overfor de kræfter, som vil nedbryde samfundet.  De tror, de kan løse problemet ved at feje det ind under gulvtæppet.  Det kan kun skyldes mangel på indsigt, politisk taktik eller opportunisme.

Siden 80’erne har vi ikke troet på noget.  I postmodernismen er ”de store fortællingers” tid forbi, f.eks. fortællingerne om kristendommen, det nationale og folkelige, marxismen, liberalismen.  Herefter er det enkelte menneske frit stillet.  Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder – i filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.  Det er forbløffende, at det ikke medførte en voldsom kulturkamp.

Men troen på den åndelige virkelighed vil vende tilbage.  For udviklingen følger historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet.  Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Symptomerne på vor længsel efter den tabte åndelige virkelighed er umiskendelige.    Materialismen har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et større eller mindre epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Også bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 20/4 2010  under overskriften “Humaniteten skal have en renæssance.”

____________________________________________________________

UNGE UBEFÆSTEDE SJÆLE

I de sidste 40 år er der sket et accelererende moralsk forfald.  I dag er mord, bankrøverier, ildspåsættelse, grov vold og voldtægt blevet almindelige.  Forbruget af alkohol og euforiserende stoffer er kommet ud af kontrol.  Organiserede gangsterbander og terrorister medfører øget kontrol, som kan undergrave økonomien og den politiske frihed.  Horder af frustrerede unge driver hærgende rundt i storbyernes gader.

Når medierne udstiller de tragiske begivenheder, spørger de den ansvarlige minister på området, hvad hun vil gøre ved det.  Hun udtaler så nogle pæne selvfølgeligheder.  Somme tider er der ligefrem en debat med politikere og eksperter.  Men der er ikke meget, der tyder på, at forholdsreglerne hjælper.  Politikerne kan nemt komme til at udnytte eller misbruge vreden i befolkningen.  Populismen ligger og lurer under overfladen.

Hvordan er det kommet så vidt?

En medvirkende årsag kan være, at alt for mange unge uden livserfaring og besindighed pludselig fik al for megen indflydelse på al for kort tid.

I slutningen af 50’erne kom 5-8 % af en årgang i gymnasiet.  I dag er det snarere 50 %.  Masser af unge, som kaldte sig intellektuelle, fik pludselig en akademisk uddannelse, og dermed stor indflydelse på samfundets anliggender.  Forfaldet kom også til udtryk i politikken.  Studerende og politikere indgik i en uhellig alliance for at gøre folkets børn til akademikere.  Men den slags lader sig bare ikke gøre uden at sænke niveauet.

Psykologi, sociologi og pædagogik var modefag dengang.  Nogle af teorierne kunne være gode nok.  Men de unge fik dem galt i halsen, fordi lidenskaberne sejrede over besindigheden.  Der gik ”isme” i dem.  Det betyder, at de får religionens karakter:  Det bliver syndigt at anfægte dem.  De unge havde ikke en kritisk distance til dem, som århundreders praktisk erfaring og visdom havde givet os.  Alt nyt var godt og alt gammelt skidt.  Praktisk erfaring var primitiv og livserfaring skadelig.  Professorerne skulle stækkes og rengøringspersonalet have medindflydelse.

Nogle af de beslutninger, der blev truffet, var ganske enkelt tåbelige.  Men de ansvarlige politikere svigtede, da det gjaldt.  De skulle have sat hårdt mod hårdt,, men kunne (eller ville?) ikke modstå presset.

Men det hele endte altså med, at selve opdragelsen forsvandt!  Ved opdragelse forstås her ikke kun det, at ungerne skal lære at opføre sig ordentligt og lystre.  De skal også indoktrineres  med de åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af verdens bedste samfund, og som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet.  De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring.  Ellers forstener kulturen.  Men at lade dem forfalde i løbet af få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.

Mange af de såkaldt progressive unge intellektuelle prøvede målbevidst at bekæmpe ”det åndelige formynderi.”  De drev en sand heksejagt på autoriteterne.  Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten.  Det var en udbredt opfattelse, at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner.  Derfor bør opdragelse og undervisning være ”værdifri” eller ”neutral.”

Men at opdrage er at trække os op – fra barbari til højkultur.  Det er tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plaget de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt valg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinionsmarkedet.  Resultatet er blevet rodløshed, forvirring og angst.  Vi er endt i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for sandt menneskeliv.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet:  Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt.  Det af faktisk meningsløst.  Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn.  Det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

De af os, som er født før midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indoktrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og en bestemt moralkodeks.  Men vi afviste ikke alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden.  Vi var såmænd rigeligt fascinerede af det.  Men vi lod os bare ikke uden videre rive med.  For vi var ikke ubefæstede sjæle.

Men det er lige præcis, hvad mange unge er i dag.  De har ikke længere noget værdifuldt at tro på og finde sammen om, som giver livet fylde, mening og værdighed.  I postmodernismen lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed.  Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft, siger sociologen Zygmunt Bauman.  Bange, ensomme mennesker vil altid søge efter et fællesskab.  Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er skabt af frygt, mistænksomhed og had.  Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed.  Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at der siden 80’erne er kommet masser af flygtninge og indvandrere, også fra helt fremmede kulturer, hvis åndelige grundværdier er helt anderledes end vore egne.  Dem tog de intellektuelle imod med åbne arme, for de var en ”berigelse.”

Mange af de intellektuelle hørte politisk til venstrefløjen.  Nogle var revolutionære.  Da de blev ældre, gled en del af dem ind mod den politiske midte.  Kulturelt hørte de til kulturradikalismen.  Mange af dem, især kvinderne, har en smuk medfølelse, som også manifesterer sig i hjemsendelsesdebatten.  Men medfølelse er ikke nok, når et samfund skal fungere.  De mangler åbenbart den robusthed og statsmandstæft, som er nødvendig i givne situationer.  Mange af dem synes at nære større omsorg for vandaler og kriminelle end for deres ofre og samfundet.  Somme tider har man indtryk af, at de helst ville afskaffe al straf og i stedet indføre rundkredsterapi.  Det er håbløse signaler at udsende i samfund under destabilisering.

Det er en gammel sandhed, at børnene og de unge skal have en fast, men kærlig hånd.  Men de progressive intellektuelle glemte det med den faste hånd.  De tror stadig, de kan undlade at opdrage dem.

De kulturradikale intellektuelle jamrer over, at den politiske magt har skiftet side politisk.  Men det er deres egen skyld. For trods årtiers indoktrinering med naiv pseudohumanitet kan folket omsider godt indse, at den er helt gal.

Men det hjælper ikke meget, at magten skifter side.  Vi skal et spadestik dybere ned.  Problemet er den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, som har fortrængt den åndelige virkelighed, og som findes på begge sider i dansk politik.  Humaniteten præger ikke vores holdning og adfærd som tidligere, men tolereres endnu som noget, vi kan krydre tilværelsen med i ledige stunder.

Næste gang en journalist spørger en minister, hvad vi skal gøre, kan hun passende svare følgende:  Selvfølgelig skal vi skærpe straffene for at destabilisere samfundet, men det er slet ikke nok.  Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier, og dermed viljen og styrken til at vedligeholde og forsvare dem.  Ellers bliver vi opløst indefra, og så kan vi nemt ”erobres” udefra. – Men det vil tage årtier at løse problemet.  Det vil nok kræve en slags kulturrevolution.  For det moralske forfald, den primitive værdirelativisme og den naive, kulturradikale pseudohumanitet præger endnu tidsånden.

Indlægget er bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 16/10 2009 under overskriften ”Det moralske forfald.”

____________________________________________________________

FRA DEMOKRATI TIL PLUTOKRATI

I Europa-debatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen.”  Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen.  Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet.

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng.  Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud.”  Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke – eksisterende i unionen.  Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner – som vi hidtil har villet ofre alt for.

Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene.  I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (den industrielle revolution) skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa.  Borgerskabet var blevet velhavende – var kommet til ære og værdighed – og krævede nu del i den politiske magt.  Alt dette var stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform:  Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene:  Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt.  Det vil igen bane vejen for en ny styreform.  Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt).  For magt følger ejendom.  Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer i produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre.  Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.  Formelt har vi stadig den gamle demokratiske styreform.  Men reelt er der ikke meget tilbage af den.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd.  Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system.  De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil.  Således får vi de store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det.  Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO og IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt.  Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation.  Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret.  Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år.  Det er i det lys, unionsplanerne skal ses.  Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen.

Unionen ligner en ajourføring af de politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden.  Ikke bare de politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med den.  Hvilket rent faktisk også er sket i vidt omfang.

Unionen er en naturlig konsekvens af den ensidigt materielle udvikling, som den kommer til udtryk i den globaliserede nyliberalisme.  Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør:  Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling (økonomisk vækst), som vi inderst inde godt ved, der er indbygget afgrund i.  Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden, hvis han vil bevare sin troværdighed som samfundstænker.  Lad os omsider i det mindste få oprigtighed og rene linier i Europadebatten.

Man kan diskutere meget omkring EU.  Men truslerne imod den politiske frihed er massive og åbenlyse.  Det er forbløffende, at de ikke i højere grad har præget debatten.  De må prioriteres langt højere i unionsmodstandernes kampagner.

Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Notat nr. 1031, 25.-31. Januar 2002.

__________________________________

POSTMODERNISMEN

Siden 80’erne har vi ikke troet på noget.  Derfor må vi betegne vores egen tid ved navnet på forgængeren – det, som kom efter modernismen, altså postmodernismen, som i grunden ikke er noget.  Den adskiller sig fra den gamle modernisme (1870-1970), som trods sin provokerende og forargende adfærd ikke helt havde opgivet drømmen om det harmoniske – det gode, det sande og det skønne.  Men postmodernismen går hele vejen og erkender, at verden er kaotisk og fragmenteret.  Det er her, ordet brydningstid tydeligst og mest direkte kommer til sin ret.  Alle gamle værdier er brudt op.  Der er ikke længere nogen faste holdepunkter i tilværelsen.  Fra nu af er alt muligt.

Den mest kendte postmodernistiske tænker er Jean-Francois Lyotard, som bl.a. siger, at ”de store fortællingers” tid er forbi.  F.eks. fortællingerne om kristendommen, nationalismen, marxismen, liberalismen og andre filosofier og ideologier.  Herefter er det enkelte menneske frit stillet.  Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder. – I filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

I sin bog om Det Postmoderne (1986) skriver Morten Kyndrup, at vi befinder os i en brydningstid, fordi modernismens epoke tydeligvis er ved at være forbi.  Det, som vil komme i stedet, kan vi så foreløbig kalde det postmoderne.  Han mente, at humaniora gerne kan fortælle om ”de store fortællinger.”  Men den skal ikke repræsentere, fastholde og videreføre dem.  For måske er de i virkeligheden undertrykkende.  Mange små fortællinger er måske bedre end en stor universel.

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.

Sociologen Zygmont Bauman hævder, at modernismens drøm om orden og kontrol er kollapset.  I postmodernismen kan individet ganske vist vælge mellem mange muligheder.  Men samtidig lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed.  Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft.  Bange, ensomme mennesker uden et fællesskab vil blive ved med at søge efter et.  Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er fællesskaber skabt af frygt, mistænksomhed og had.  Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed.  Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.  I det pluralistiske samfund står den enkelte alene og isoleret med frygten for at se livets tilfældige grundløshed i øjnene. – Hvem kan i øvrigt gøre fornuftige indsatser i et spil, hvis regler måske er ændret i morgen?

Er postmodernismen slutspillet i Oswald Spenglers Vesterlandets Undergang? – Et kulturelt forfald har i hvert fald fundet sted i det meste af efterkrigstiden.  Med postmodernismen har det åbenbart fået samfundstænkningens blå stempel?

Se også afsnittet Moderne Samfundsteori i min bog Materialismens sammenbrud – på sporet af det tabte idealisme.

____________________________________________________________

ER  VI  NATIONALISTER?

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid.  Den kærlighed til fædrelandet, som altid findes, latterliggøres.  Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!
Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne.  Der er ikke bare tale om en grov generalisering, men om en fornærmelse.  At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.  Der er åbenbart ingen grænser for perfiditeten, når det gælder om at sælge et håbløst projekt til en skeptisk befolkning.  Men de intellektuelle, som befordrer sådanne synspunkter, gør tilsyneladende springkarriere.
Unionstilhængerne prøver at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme.”
Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne.  Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige.  Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret.  På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten,” som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk.  Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.
Men følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv.  Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.
I debatten jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere.  I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer.”  Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk.  Faktisk taler man nu kun om nationalisme.  Har magtelitens spindoktorer bortretoucheret patriotismen og erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme?  Ligesom de tilsyneladende er ved at bortretouchere ordet modstander?  Nu findes der pludselig kun skeptikere!  I så fald er ensretningen begyndt at sive ind gennem sprækkerne.
Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet.  Vi må tage afstand fra nationalismen.  Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet.  Når nationalfølelsen ikke udarter eller misbruges, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke kun tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere.  For hvordan skulle man kunne ofre noget af betydning for et samfund, man ikke holder af og tror på?  I et sådant samfund er enhver sig selv nærmest.
Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed.  Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode.  De skabte den ikke, men satte blot ord på en på forhånd given størrelse.  Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert.  Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt.  Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder.  Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke.  Tidligere diskuterede man ikke kærligheden til fædrelandet.  Den var der bare.  I virkeligheden kan den kun holdes kunstigt nede.  Det kræver kun, at man afstumper debatten.
Hvis ordet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om.  Vi er nu på vej ind i et åndeligt tomrum, som dybest set er uegnet for menneskeliv.  Vi har brug for noget at tro på, som giver livet fylde, mening og værdighed.  Men nu må vi ikke engang tro på eller holde af vort land længere uden at blive latterliggjort eller beskyldt for at være nationalister.  Det er en let gennemskuelig nederdrægtighed.
Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber.  Men vi har også brug for at tilhøre et folk.  Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere.  Og da slet ikke som verdensborgere.  En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt.  Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse eller identitet. – Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!
Man mærker hensigt og bliver forstemt.  Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen!  Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.
Og nu skal Grundtvigs ånd ikke længere præge højskolen. – Den Grundtvig, som i digtet ”Kærlighed til fædrelandet” skrev:

”Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild,
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.”

Indlægget har tidligere været bragt (kortere version) i Information 17 / 51993 og i Nødvendigt Forum nr. 60, marts 2004.

__________________________________________________________

Værdirelativismen – magtens redskab?

Et samfund – eller en kultur – uden åndelige grundværdier er en selvmodsigelse.  Værdirelativismen er måske vor tids største intellektuelle ”svindel.”  Men den passer perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, er vi til fals for den første den bedste karismatiske demagog eller besnærende ideologi, fordi vi tørster efter mening.

Den europæiske kultur bygger oprindeligt på hellenismen og kristendommen.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  Den kan sammenfattes i begrebet humanitet.  Nøgleordene var kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.

Uden humaniteten ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Men de er nu ved at forsvinde.  For humaniteten er ikke længere levende i vore hjerter, men blot et abstrakt idehistorisk fænomen, hvis egentlige indhold og betydning vi ikke længere forstår, bl.a. fordi den er blevet nedprioriteret i opdragelse og undervisning gennem årtier.  For den passede ikke ind i den politiske materialismes kram.

I 60’erne og 70’erne lod mange intellektuelle sig inspirere af nymarxismen, i 80’erne og 90’erne af den postmodernistisk inspirerede værdirelativisme.  De vil begge afvise den gamle humanitet som en slags reaktionær arkaisme.  Og værdirelativismen sætter jo ikke ligefrem noget nyt og bedre i stedet.

Et samfund uden fælles åndelige grundværdier er ikke bare en selvmodsigelse, fordi der ikke er noget at finde sammen om, men dybest set uegnet for sandt menneskeliv. Vi er ikke skabte til at leve i det.  Vi lider under tabet og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Vi bliver forvirrede og rastløse, hvis vi mister vor åndelige integritet.  Vi har brug for åndelig tryghed – nogle fikspunkter eller pejlemærker, ved hjælp af hvilke vi kan orientere os i verden, som ellers kan forekomme kaotisk og meningsløs. – Noget at tro på og identificere os med, som giver livet fylde, mening og værdighed.  ”Viljen til mening” (Victor E. Frankl) er afgørende for mennesket.

Men hvorfor antog vi uden videre værdirelativismen?  Hvordan kunne en så voldsom ændring af vores grundholdning finde sted på så kort tid, uden en egentlig kulturkamp?  Manglen på indsigt alene kan ikke forklare fænomenet.  Er der en skjult dagsorden et eller andet sted i systyemet? –  Kan det tænkes, at stærke økonomiske eller politiske særinteresser, som humaniteten står i vejen for, har fået for stor indflydelse på meningsdannelsen via de toneangivende medier, og således kan sætte dagsordenen i samfunds- og kulturdebatten?

Nå, ikke.  Men værdirelativismen passer i hvert fald perfekt ind i enhver mediebåren magtelites kram.  For når vi intet tror på, har vi ingen kritisk distance til alt det nye, som kommer væltende.  Kyniske stræbere, som vil magten for enhver pris, og som har midlerne til det, vil da være i deres rette element.

Uden fælles åndelige grundværdier med moralske normer og en høj grad af sandhedsværdi bliver et frit samfund destabiliseret af evindelige kriser og konflikter.  Og så bliver vi nødt til at centralisere magten for at løse problemerne.  Er det den skjulte dagsorden? – Tilstræbes samfundets opløsning målrettet? – Venter høgene i kulissen?

Så galt er det næppe.  Men den åndelige virkelighed kan nemt blive en klods om benet på de moderne magteliter, hvis spindoktorer derfor næppe vil prioritere diskussionen af den.  Hvis vi pludselig begyndte at efterleve den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier, ville ”systemet” med dets grænseløse menneskelige hovmod, dets sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom og dets utrolige kynisme overfor naturen og andre kulturer, formentlig bryde sammen.  Hvis samfunds- og kulturdebatten atter omfattede vore åndelige grundværdier, ville den blive farlig.  Men hvis den ikke længere er det, dør friheden.

Alt dette er i grunden elementært.  Men den kritiske journalistik har åbenbart trange kår, og mange af de intellektuelle er begrebsjonglører, som har så travlt med deres sofistikerede postmodernistiske analyser, at de har mistet overblikket og sansen for de mest elementære sammenhænge.  Mange af dem må være enten opportunister eller en slags naive, ”nyttige idioter” for magteliten.

Er alt dette nu ren paranoia?  Måske.  Men uanset om det er bevidst tilsigtet, så bliver samfundet stadig mere ensrettet, fordi vi er ved at miste den grundholdning, som gjorde friheden mulig.

____________________________________________________________

Bevar monarkiet

I disse år kører der en velsmurt kampagne for at få afskaffet monarkiet.  Mange opfatter det som et udemokratisk levn fra fortiden, som kun holdes i live af nostalgi.

Men det er en meget alvorlig fejltagelse.  Det rene demokrati er en elendig styreform, som aldrig har fungeret.  Det vil før eller siden udarte og slå over i sin modsætning.  Platon sagde, at kun tyranniet var værre.  Aristoteles anbefalede en mellemting mellem aristokrati og demokrati. Den romerske republik havde en blandet styreform med elementer af monarki, aristokrati og demokrati.

Nostalgi er ikke forkert i sig selv.  Politik uden følelser er både vulgær og farlig.  Uden kærlighed til og tro på folk og fædreland, som monarkiet symboliserer, vil samfundet før eller siden opløses indefra, og så kan det erobres udefra. Der er ulemper ved alle styreformer.  Men ulemperne ved det indskrænkede monarki er langt mindre end ulemperne ved det rene demokrati.

De frie forfatninger, vi fik i Europa i 1800-tallet, bygger på princippet om magtens deling mellem flere indbyrdes uafhængige og gensidigt kontrollerende magtfaktorer.  I den danske grundlov er magten delt mellem den lovgivende, den udøvende (kongen og hans regering) og den dømmende myndighed.  Kongen (dronningen) har altså en vis politisk magt. – Som kong Chr. X faktisk også udøvede mere eller mindre i sin tid.  Han døde i 1947.  Men dette princip er for længst blevet udhulet.  Ingen tager grundloven alvorligt længere.  Politikerne fortolker den som det passer i deres kram.  Bl.a. derfor har vi ikke længere nogen effektiv kontrol med magtudøvelsen.

Vi har altså i realiteten afskaffet grundprincippet i den frie forfatning, uden at der er truffet nogen beslutning om det (grundlovsændring).  Jeg mindes ikke nogen debat om det.  Og det er naturligvis katastrofalt.  Hvor er de eksperter, som skulle have protesteret imod udhulingen af grundloven?  Princippet om magtens deling må håndhæves med en ubønhørlig konsekvens.

Moderne politik er reelt blevet et primitivt hundeslagsmål mellem kortsigtede økonomisk-politiske særinteresser.  Ingen varetager længere de langsigtede interesser for samfundet som helhed.  Vi har ikke længere statsmænd med visioner.

Magtens deling forudsætter ikke monarkiet.  Men ved at bevare det slår vi flere fluer med et smæk.  Tænk, om vi gav monarken og hendes regering og uafhængige rådgivere den begrænsede politiske indflydelse tilbage, som grundloven rent faktisk foreskriver.  De ville ikke have blikket stift rettet imod næste valg – ikke være afhængige af politisk korrekthed og spindoktori.  De ville tvært imod kunne være den naturlige myndighed og autoritet, vi savner så hårdt i dag.  (Der noget forkrampet ved, at majestæten end ikke selv kan bestemme indholdet i sin nytårstale).  Vi ville få en bedre kontrol med magtudøvelsen og samtidig gengive monarkiet den mening, respekt og værdighed, vi har berøvet det i vores tankeløshed.  Det kræver kun, at vi tager grundloven alvorligt.

Den nuværende ordning, som er et misfoster, strider både imod den politiske filosofi og den historiske erfaring.  Men næppe imod unionen og globaliseringen. – Det er måske her, hunden ligger begravet!

Dette indlæg er inspireret af min artikel i Politiken 17. januar 2003 “Monarkiet længe leve”.