I oplysningstiden begyndte den proces, som endte med, at der gik ”isme” i videnskaben, og at den fortrængte visdommen. Til sidst blev den materielle udvikling sit eget mål. Alt dette skete ikke uden kamp, især i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Men den opfattelse, at de privilegerede stænder, gejstligheden og aristokratiet, kun tænkte på at bevare deres magt, er udtryk for en grov forenkling – en teori, materialismen har undfanget for at forsvare sine overgreb. Sandheden er jo den, at fundamentet kunder den europæiske kultur blev støbt af de ledende stænder: monarkiet, aristokratiet og gejstligheden. – Men når en ny historisk epoke er etableret, bliver den foregående altid ringeagtet. Vi dæmoniserer fortiden for at stive nutiden af. Men i dag kan vi omsider se, at gejstlighedens og aristokratiets og visse intellektuelles kritik af den fremvoksende materialisme i virkeligheden var både klog og fremsynet.
Men et gennemgående træk er markant i perioden: Ydmygheden overfor tilværelsen afløses gradvis af det menneskelige hovmod. Vi kan sige med den tyske filosof Wilhelm Wundt, at i 1600-tallet var det Gud, som gav naturen dens love. I 1700-tallet var det naturen selv. I 1800-tallet var det videnskabsmændene.
Albert Schweitzer siger et sted: ”I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen. En videnskabsmand kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse. Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da man kun her er sikker på saglig videnskabelighed. At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag. Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv. Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning. Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.”
Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse. Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han. Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende. Før eller siden må vor viden føre til oplevelse og hengivelse – til følelse.
Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik. Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk. Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved. Uden at vi har villet indrømme det, har pessimismen tæret på os i årtier. Uden åndelig kraft som vi er fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.
Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur. Den gav os ”stene for brød.” Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen. Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier. Materialismen har omsider raset ud. Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.
Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud. De bærende konstruktioner er for længst møre. Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det ske!
Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama. Men ophævelsen af den skarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – sker næppe foreløbig. For den er dybt rodfæstet i den europæiske kultur. Fra oldtidens græske filosofi over middelalderens kristendom til den nyere tids filosofi. Så foreløbig må vi lade realitetssansen råde og genvinde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier. – Den humanitet, som udsprang af en idealistisk grundholdning. Og så tager vi den derfra.
Skrevet af Søren Fonsbøl 
I denne blog vil vi også prøve at nå lidt dybere ned mod problemernes rod. Vi vil ikke kun beskæftige os med aktuelle politiske emner, men også med de åndelige grundværdier, som styrer vores adfærd. 
