Nye uddrag fra min bog

I oplysningstiden begyndte den proces, som endte med, at der gik ”isme” i videnskaben, og at den fortrængte visdommen.  Til sidst blev den materielle udvikling sit eget mål. Alt dette skete ikke uden kamp, især i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.  Men den opfattelse, at de privilegerede stænder, gejstligheden og aristokratiet, kun tænkte på at bevare deres magt, er udtryk for en grov forenkling – en teori, materialismen har undfanget for at forsvare sine overgreb.  Sandheden er jo den, at fundamentet kunder den europæiske kultur blev støbt af de ledende stænder: monarkiet, aristokratiet og gejstligheden. – Men når en ny historisk epoke er etableret, bliver den foregående altid ringeagtet.  Vi dæmoniserer fortiden for at stive nutiden af.  Men i dag kan vi omsider se, at gejstlighedens og aristokratiets og visse intellektuelles kritik af den fremvoksende materialisme i virkeligheden var både klog og fremsynet.

Men et gennemgående træk er markant i perioden:  Ydmygheden overfor tilværelsen afløses gradvis af det menneskelige hovmod.  Vi kan sige med den tyske filosof Wilhelm Wundt, at i 1600-tallet var det Gud, som gav naturen dens love.  I 1700-tallet var det naturen selv.  I 1800-tallet var det videnskabsmændene.

Albert Schweitzer siger et sted:  ”I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen.  En videnskabsmand kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse.  Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da man kun her er sikker på saglig videnskabelighed.  At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag.  Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv.  Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning.  Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.”

Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse.  Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han.  Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende.  Før eller siden må vor viden føre til oplevelse og hengivelse – til følelse.

Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik.  Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk.  Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved.  Uden at vi har villet indrømme det, har pessimismen tæret på os i årtier.  Uden åndelig kraft som vi er fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  De bærende konstruktioner er for længst møre.  Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det ske!

Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.  Men ophævelsen af den skarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – sker næppe foreløbig.  For den er dybt rodfæstet i den europæiske kultur.  Fra oldtidens græske filosofi over middelalderens kristendom til den nyere tids filosofi.  Så foreløbig må vi lade realitetssansen råde og genvinde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier. – Den humanitet, som udsprang af en idealistisk grundholdning.  Og så tager vi den derfra.

Bog: Materialismens Sammenbrud udkommet!

MIN BOG UDKOMMET og kan bestilles online nu hos Siesta Forlaget. Se andre steder bogen er til salg online i kolonnen til højre under “bogomtale/anmeldelser”.

INDLEDNING

Allerede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var samfunds- og kulturtænkerne begyndt at tvivle på oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse.  Dønningerne efter Darwins udviklingslære havde dårligt nok lagt sig.  Efter den nye, teoretiske fysiks gennembrud (atom- og relativitetsteorier) måtte vi revidere selve vores virkelighedsopfattelse.  Den nye, liberale teologi skabte turbulens i kristendommen.  Og så kom den store katastrofe, 1. Verdenskrig.  Derefter opstod en voldsom livsanskuelsesdebat.  Digteren og forfatteren Helge Rode skar direkte igennem resignationen og skrev:  ”Nutiden har intet verdensbillede, den har heller ingen tankegang; men en forpint sjæl, som håber på en afklaring, der måske også vil komme.”

Resignationen er næppe blevet stort mindre, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa.  Dette essay er et forsøg på at bidrage til afklaringen.

BRYDNINGSTIDEN

Noget kunne tyde på, at megen stor samfundstænkning bliver til i brydningstider:

500 år f.Kr. ville den kinesiske vismand Konfutze reformere samfundet i en tid, som var præget af stor lidelse på grund af evindelige krige mellem provinsstatholderne.  I den græske oldtid så Platon, hvordan hans eget samfund, Athen, havde store problemer, blandt andet på grund af demokratiet.  Da skrev han sit værk ”Staten.”  I renæssancen skrev Machiavelli ”Fyrsten” under indtryk af grusomme intriger og kampe i de italienske småstater.  I 1600-tallet blev Hugo Grotius’ berømte værk om naturretten til, herunder tanken om menneskets medfødte rettigheder, mens han var impliceret i voldsomme religiøse stridigheder i Holland.  John Stuart Mill banede vejen for de reformer, som måske hindrede et forarmet engelsk proletariats åbne oprør.  Karl Marx’ ideer blev også forløst under indtryk af voksende uroligheder i et forarmet proletariat og en voldsom industriel udvikling.  Oswald Spengler skrev ”Vesterlandets Undergang” under indtryk af den første verdenskrigs rædsler.

Kulturhistorikeren Will Durant hævder ligefrem, at store samfundstænkere kun fremstår i urolige og farlige tider.  De formår at se gennem detaljerne og udlede det væsentlige, og de har modet til at drage de videste konsekvenser.  Store historiske omvæltninger kan først finde sted, når en stor samfundstænker og et stærkt tidsbehov falder sammen. – Når den rigtige ide kommer frem på det rigtige tidspunkt.

Der er noget særligt ved brydningstider:  Den virkelighed, de fleste lever i, er allerede død. Samfundstænkeren opdager den nye virkelighed og formulerer den.  Vi er nu på vej ind i en ny brydningstid, som foreløbig er præget af åndeligt opbrud og materiel ustyrlighed.  Forvirring, magtesløshed og mistillid breder sig.  Samfundet vil da være modent til nye ideers gennembrud.  Krisen får os omsider til at lytte til den samfundstænkning, som bryder med etablerede normer.

Men samfundstænkeren skaber ikke selv det nye.  For det findes allerede latent i tiden.  Vi har det alle i os, om end som regel ubevidst.  Det opstår umærkeligt – på næsten mystisk vis, når tiden er moden til det. – I tidens fylde kunne vi sige.  Først da træder samfundstænkeren frem på historiens scene og formulerer det.

Det er med fremvæksten af en ny tidsånd som med enhver skabelse af nyt liv: fra undfangelse gennem svangerskab til fødslen.  Vor tid er svanger med nyt liv.  Og fødslen vil snart finde sted.  Først kommer veerne.  Det er brydningstiden.  Så kommer forløsningen.  Fødslen kan blive mere eller mindre kompliceret eller smertefuld.  Men hvis den ikke finder sted i tidens fylde, dør det nye liv sammen med dets mødrene ophav.

Samfundstænkeren kan fornemme, når tiden er svanger med nyt liv.  Men hvis han er for langt forud eller bagud for sin tid, vil hans indsats ikke bære frugt.  Han er nødt til at ramme ind i brydningstiden.  Han kan kun være fødselshjælper for den nye tidsånd.  Han kan måske være med til at dulme smerterne.  Han er det medium, gennem hvilket den nye tidsånd kommer til udtryk.

Bogen koster 199 kr. og kan bestilles hos Siesta Forlaget her

Læs uddrag fra bogen her

ER VI NATIONALISTER?

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid.  Den kærlighed til fædrelandet, som altid findes, latterliggøres.  Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!
Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne.  Der er ikke bare tale om en grov generalisering, men om en fornærmelse.  At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.  Der er åbenbart ingen grænser for perfiditeten, når det gælder om at sælge et håbløst projekt til en skeptisk befolkning.  Men de intellektuelle, som befordrer sådanne synspunkter, gør tilsyneladende springkarriere.
Unionstilhængerne prøver at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme.”
Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne.  Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige.  Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret.  På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten,” som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk.  Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.
Men følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv.  Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.
I debatten jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere.  I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer.”  Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk.  Faktisk taler man nu kun om nationalisme.  Har magtelitens spindoktorer bortretoucheret patriotismen og erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme?  Ligesom de tilsyneladende er ved at bortretouchere ordet modstander?  Nu findes der pludselig kun skeptikere!  I så fald er ensretningen begyndt at sive ind gennem sprækkerne.
Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet.  Vi må tage afstand fra nationalismen.  Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet.  Når nationalfølelsen ikke udarter eller misbruges, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke kun tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere.  For hvordan skulle man kunne ofre noget af betydning for et samfund, man ikke holder af og tror på?  I et sådant samfund er enhver sig selv nærmest.
Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed.  Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode.  De skabte den ikke, men satte blot ord på en på forhånd given størrelse.  Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert.  Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt.  Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder.  Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke.  Tidligere diskuterede man ikke kærligheden til fædrelandet.  Den var der bare.  I virkeligheden kan den kun holdes kunstigt nede.  Det kræver kun, at man afstumper debatten.
Hvis ordet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om.  Vi er nu på vej ind i et åndeligt tomrum, som dybest set er uegnet for menneskeliv.  Vi har brug for noget at tro på, som giver livet fylde, mening og værdighed.  Men nu må vi ikke engang tro på eller holde af vort land længere uden at blive latterliggjort eller beskyldt for at være nationalister.  Det er en let gennemskuelig nederdrægtighed.
Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber.  Men vi har også brug for at tilhøre et folk.  Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere.  Og da slet ikke som verdensborgere.  En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt.  Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse eller identitet. – Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!
Man mærker hensigt og bliver forstemt.  Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen!  Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.
Og nu skal Grundtvigs ånd ikke længere præge højskolen. – Den Grundtvig, som i digtet ”Kærlighed til fædrelandet” skrev:

”Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild,
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.”

Indlægget har tidligere været bragt (kortere version) i Information 17 / 5 1993 og i Nødvendigt Forum nr. 60, marts 2004.

Ny bog

Materialismens Sammenbrud

Roden af samfunds- og kulturproblemerne er vores grundholdning eller virkelighedsopfattelse, fordi den bestemmer vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket.  Derfor må vi begynde med den.  Hvis grundholdningen er forkert, hjælper vore andre forholdsregler ikke meget.

Vor tids fremherskende grundholdning, materialismen, har udviklet sig gennem den nyere tid.  Nominalismen, renæssancehumanismen, protestantismen, den videnskabelige metode, de filosofiske systemer og oplysningstiden var skridt på vejen mod den ensidigt materialistiske grundholdning.  Selv om den endnu mødte nogen modstand i 1800-tallet, må den siges at være næsten fuldbyrdet i løbet af 1900-tallet.

Men materialismen er kunstig og destruktiv – dybest set uegnet for sandt menneskeliv.  Den giver os ”stene for brød.”  Vi lider under tabet af den åndelige virkelighed og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Symptomerne på, at troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage, er tydelige nok…

Læs resten af synopsisen for min bog, der udkommer i efteråret 2009 her.