FASTHOLD GRUNDVÆRDIERNE

Man diskuterer for tiden, om det er rimeligt, at det offentlige stiller lokaler til rådighed i det kongelige bibliotek for totalitære strømninger som Hizb-ut-Tahrir.

Grundlovens § 78 stk. 2 siger, at foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål med vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom. Om Hizb-ut-Tahrer overtræder denne lov er åbenbart et spørgsmål om fortolkning. Men foreningen har tidligere opfordret til at dræbe jøder, og de foragter åbenbart noget af det helligste i vort samfund, demokratiet og frihedsrettighederne. Noget lignende kan vel siges om visse nazistiske eller antisemitiske bevægelser, som etablerer sig rundt om i Europa.

Vi kan ikke uden videre forbyde disse totalitære bevægelser eller nægte dem forsamlings- og ytringsfriheden, så længe de ikke overtræder lovene. Frihedsrettighederne må naturligvis gælde for alle. Men hvordan kan vi da hindre eller modvirke deres udbredelse?

Det kan kun ske ved at fastholde de stærke åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af dets bedste samfund gennem århundreders voldsomme trængsler og gjort dem mindre barbariske. Hal Koch sammenfattede dem i begrebet “den græsk-kristelige humanisme”. De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring. Men at lade dem smuldre bort på få årtier uden at sætte noget nyt og bedre i stedet (hvad jeg ikke tror vi kan), er udtryk for et kulturelt forfald. Og det er lige præcis, hvad der er sket. Og det har modernisterne, de kulturradikale, nymarxisterne, værdirelativisterne og postmodernisterne alle bidraget til eller accepteret.

Men i det åndelige tomrum vil de mange unge frustrerede og ubefæstede sjæle, som bare tørster efter mening, værdighed og (selv)respekt, være lette ofre for den første den bedste stærke karismatiske demagog eller besnærende ideologi, og altså også totalitære strømninger. De fællesskaber, de søger og bliver tilbudt, kan være skabt af frygt, mistænksomhed og had. De grundlovssikrede frihedsrettigheder er ikke meget værd uden de åndelige grundværdier, som har fostret dem. De kan ikke svæve frit i luften. Der kan slet ikke være noget samfund, hvor der ikke er noget at finde sammen om. Selv den prægtigste bygning vil styrte sammen under elementernes rasen, hvis fundamentet smuldrer.

Kulturhistorikeren Will Durant har engang sagt, at ingen gammel højkultur kan erobres udefra, hvis den ikke først har opløst sig selv indefra. Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier. Så kan de totalitære strømninger ikke sætte sig igennem. Vi må så blot håbe, det ikke er for sent.

TANKER OMKRING FINANSKRISEN

For politikerne og deres økonomer er evig økonomisk vækst tilsyneladende en på forhånd given anskuelsesform, som aldrig drages i tvivl – ligesom formerne rum og tid.  Og det er jo absurd.  Med væksten følger enorme miljø- og ressourceproblemer, som dog ikke indgår i økonomernes beregninger som udgifter eller tilsætning af aktiver. Inderst inde ved vi godt, at væksten umuligt kan fortsætte.  Alligevel er den politikernes fantasiløse bud på en løsning af finanskrisen.

Finanskrisen fører ikke til en dybere overvejelse over samfundets tilstand, men kun til en genoprettelse af den tilstand, som førte til krisen.  Vi kan snart flyve til Mars og skabe nye arter af levende væsener i laboratorierne.  Men vi kan ikke løse problemerne med de evigt tilbagevendende finanskriser, skønt vi har kendt dem i 200 år.  Hvis det faktisk ikke er muligt, må vi vel begrænse globaliseringen og satse på decentralisering og små enheder. For jo mere omfattende og uoverskueligt systemet er, jo større bliver det helt store skrald, når det kommer.  Alene det, at spekulanter kan gamble vildt med økonomien, og dermed gøre det umuligt at planlægge og styre samfundet, er absurd – og et umiskendeligt symptom på, at ”økonomismen” er blevet vores nye religion.

Den konservative statsminister Poul Schlüter sagde engang, at ideologier er noget bras.  Hvis han dermed mente, at vi skulle undlade at dyrke dem, men være parate til at revidere dem med gjorte erfaringer, havde han ret.  Den økonomiske liberalisme har mange fordele.  Og den er i hvert fald bedre end socialistisk planøkonomi.  Men den er ikke noget entydigt gode.  I den tidlige fase medførte den klassiske liberalisme stor elendighed for arbejderklassen.  Så reviderede vi den i mellemkrigstiden og fik i stedet socialliberalismen.  Og så kunne vi skabe velfærdsstaten.  I dag bliver samfundet stadig mere ustabilt p.gr.a. naturødelæggelser, finanskriser, spekulationer og monopoliseringer.  Så nu må liberalismen igen revideres med gjorte erfaringer.

Hvad skal samfundet med økonomerne, når de ikke kunne forudse finanskrisen? – Eller med finanstilsynet, når pengeinstitutterne ikke behøver at lytte til dets advarsler eller rette sig efter deres anvisninger?  Vi andre amatører kunne da godt forudse krisen.  Vi har længe haft på fornemmelsen, at det måtte ende galt.  Og nu tænker vi på, om der måske har været skjulte økonomiske eller politiske dagsordener med i spillet.  Er kriserne og transaktionerne blevet et styringsredskab for magteliterne, som kan true med alverdens ulykker, hvis vi ikke gør, som de siger? – Nå, ikke.  Men den globale koncentration af økonomi og politik begrænser i hvert fald friheden. Vi har længe vidst, at vi ikke helt kunne stole på politikerne.  Kan vi nu heller ikke stole på bankerne? –  Vi ofre for finanskrisen, hvis opsparinger kan forsvinde ud i den blå luft på grund af finansverdenens og spekulanternes vilde og legitime gambling, skal oven i købet selv betale for oprydningen, hvis den er mulig.  Politikerne, økonomerne og pengeinstitutterne skal åbenbart ikke stå til ansvar.

Rod i nationaløkonomien er farligere end vi tror.  Den voldsomme inflation i Tyskland i mellemkrigstiden kunne få den lille mands opsparing i et helt liv til at forsvinde.  Det skabte en enorm bitterhed, som sikkert fik mange vælgere til at kaste sig i armene på en karismatisk frelserskikkelse, hvorved man bogstavelig talt kom fra asken i ilden.

Tidligere blev vi styret af teokratiet og aristokratiet.  Vil det blive bedre, hvis vi bliver styret af oligarkiet og plutokratiet?  For det er tydeligvis det, vi er på vej imod.  Fremtidens historikere vil da kunne beskrive den relative økonomisk-politiske frihed som et særpræget fænomen, der prægede 1900-tallet.

Økonomiens teorier er ikke objektive og værdifrie naturlove, men kan ændres med samfundets skiftende grundholdninger.  Velstand er der rigeligt af i vores del af verden i dag.  Hvad vi mangler er etik.  Kombinationen af materiel udvikling og moralsk forfald er dødsens farlig.

Økonomerne må igen blive sekretærer for statsmændene – hvis de da stadig findes.  Økonomi skal ikke længere være synonymt med politik.  Statsmandskunsten – den sværeste af alle – skal igen være hævet over økonomien, ikke dens gidsel.

Først må vi genvinde troen på og sikre de åndelige grundværdier, som er det fundament, de europæiske samfundsbygninger hviler på.  Vi må genfinde den tabte ydmyghed og bekæmpe vort sanseløse begær efter stadig mere magt og rigdom, som der er indbygget afgrund i.

Derefter må økonomerne fortælle os, hvordan vi kan ændre kurs uden at problemerne bliver for store i overgangsfasen – hvordan vi bedst når gennem brydningstidens trængsler uden at ende tilbage i den fallerede socialistiske planøkonomi.

Humanitetens renæssance

Sammenhængskraften skabes af fælles åndelige grundværdier med en ufattelig høj grad af sandhedsværdi, bibragt os af de store ånder, som stod frem i tidens fylde.  Disse tidløse sandheder må fastholdes og vedligeholdes gennem opdragelse og undervisning og kun ændres yderst forsigtigt med ny viden og erfaring.  Så er vi ikke ubefæstede sjæle.

Sociologen Talcott Parsons sagde, at det er samfundets normer og værdier, der skaber sammenhængskraften og får det sociale system til at fungere.  Internaliseringen af fælles værdimønstre i personlighedens superego danner grundlag for fælles normer.  Kulturen må besidde en høj grad af autonomi og robusthed i forhold til individuelle værdier.  Samfund er kun muligt, hvis dets medlemmer accepterer fælles værdier.  Først da kan medlemmerne relatere deres handlinger til hinanden.

Et homogent samfund kan bedre fungere uden evindelige ødelæggende kriser og konflikter, da lovgivningen i høj grad vil være bestemt af de fælles åndelige grundværdier.  Men hvis grundværdierne smuldrer, vil der opstå kaotiske tilstande.  Og så vil friheden forsvinde.  Problemerne skal jo løses.  At det ikke er gået helt galt endnu, skyldes, at vi endnu lever højt på de sørgelige rester af den smuldrende åndelige virkelighed, herunder menneskesynet og moralen.

Vi skal ikke smide alt det gamle væk og indføre noget helt nyt.  Det ender altid i katastrofer, fordi lidenskaberne fortrænger besindigheden.  Den eneste realistiske mulighed på kort sigt består da i at genvinde troen på Europas oprindelige kulturgrundlag, den græsk-kristne humanitet, som med alle dens fejl og mangler dog gjorde Europa mindre barbarisk.  Det er muligt, visse historisk betingede teorier og dogmer må revideres forsigtigt, da intet forbliver upåvirket af udviklingen uden at forstene.  Men vi må tage udgangspunkt i en slags humanitetens renæssance. For det er helt tydeligt, at humaniteten er ved at smuldre.

Humaniteten, som er den europæiske højkulturs særkende og adelsmærke, er udviklet gennem 2600 år.  Nogle af dens tanker hører formentlig til menneskehedens arketyper.  I sin oprindelse bygger den måske på guddommelig inspiration.  Selv de argeste kritikere af den er trods alt endnu dybt prægede af dens værdinormer.  Uden den ville alment anerkendte goder som den politiske frihed og den sociale samvittighed være utænkelige.  Mange moderne mennesker, også unge intellektuelle, har intet forhold til det åndelige grundlag, disse goder er udsprunget af.  At lade det smuldre i løbet af nogle få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.  Og det har kulturradikalismen, nymarxismen og værdirelativismen alle bidraget til.

Humanismen kan ikke erstatte kristendommen.  Hvis det menneskelige hovmod fortrænger ydmygheden, ødelægger vi livet på jorden.  Hal Koch sagde, at humanismen er den kostelige erobring, som grækerne vandt og gav videre til Europa.  Men den egentlige sandhed om mennesket som Guds skabning, bundet til medmennesket, var det Jesus af Nazareth, som forkyndte.

Grækerne ville opdrage og forme det enkelte menneske, så dets sjæl kunne blive god og smuk og nå til erkendelse af de største sandheder.  For kristendommen var medmenneskeligheden det afgørende.  Vi er bundet i vort forhold til næsten. – Men det blev ikke et enten-eller.  De to strømninger fra Athen og Galilæa mødtes i Rom og skabte tilsammen en grundholdning, som efterhånden blev rodfæstet som Europas kulturgrundlag.  I den nyere tid lykkedes det at forene de to kulturstrømninger i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, menneskelig udvikling, næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse.  I sin berømte lille bog fra 1945, ”Hvad er demokrati,” skrev Hal Koch:  ”Det er den græsk-kristelige humanisme, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  Den er endnu den dag i dag grundlag for vort vesteuropæiske demokrati.  Uden den taber alle demokratiets afgørende begreber deres indhold.”

Derfor måtte den bibringes hvert nyt slægtled gennem opdragelse og undervisning, hvilket Hal Koch selv bidrog til gennem sin store indsats i folkeoplysningens tjeneste.

Men det skete lige præcis ikke i efterkrigstiden!  I hvert fald ikke efter Hal Kochs egen tid. Han døde i 1963.  Den slags visioner stod ikke ligefrem øverst på den intellektuelle hitliste, hverken hos de kulturradikale, nymarxisterne eller postmodernisterne.

Men det er altså denne græsk-kristelige humanisme, sammenhængskraften er udsprunget af. – Den sammenhænskraft, som stadig flere føler savnet af i en splittet og forvirret tid, og som selv ledende politikere er begyndt at efterlyse.

Sidste år hørte jeg i en radioudsendelse et interview med en af de moderne intellektuelle, som ligefrem advarede imod for megen sammenhængskraft, angiveligt fordi den også kan skabe splid!  I dag er der nemlig stor uenighed om, hvilke religiøse, politiske og andre værdier, vi skal finde sammen om.  Jeg var noget rystet.  Så vidt er det altså allerede kommet.  I stedet for at sikre eller forbedre de fælles åndelige grundværdier, udsteder disse intellektuelle en falliterklæring.  I virkeligheden kommer de til at kapitulere overfor de kræfter, som vil nedbryde samfundet.  De tror, de kan løse problemet ved at feje det ind under gulvtæppet.  Det kan kun skyldes mangel på indsigt, politisk taktik eller opportunisme.

Siden 80’erne har vi ikke troet på noget.  I postmodernismen er ”de store fortællingers” tid forbi, f.eks. fortællingerne om kristendommen, det nationale og folkelige, marxismen, liberalismen.  Herefter er det enkelte menneske frit stillet.  Alle ytringer og tegn er lige gyldige og kan sættes sammen på nye måder og på alle områder – i filosofi, politik, kunst og litteratur m.v.

Først forsømmer vi at vedligeholde de åndelige grundværdier, som har løftet og båret kulturen, f.eks. ved at udfase dem fra opdragelse og undervisning.  Så kommer postmodernisterne og siger, at vi må tage udgangspunkt i den kendsgerning, at værdierne er imploderet!  Ikke noget med at genoprette eller sætte nye ideer i stedet.  Således vender postmodernisterne hele den europæiske kulturtradition på hovedet i løbet af et par årtier.  Noget lignende er aldrig sket tidligere.  Heller ikke i andre kulturer.  Det er forbløffende, at det ikke medførte en voldsom kulturkamp.

Men troen på den åndelige virkelighed vil vende tilbage.  For udviklingen følger historiens store pendul, fra det ene ekstreme yderpunkt til det andet.  Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Symptomerne på vor længsel efter den tabte åndelige virkelighed er umiskendelige.    Materialismen har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et større eller mindre epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Også bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 20/4 2010  under overskriften “Humaniteten skal have en renæssance.”

____________________________________________________________

UNGE UBEFÆSTEDE SJÆLE

I de sidste 40 år er der sket et accelererende moralsk forfald.  I dag er mord, bankrøverier, ildspåsættelse, grov vold og voldtægt blevet almindelige.  Forbruget af alkohol og euforiserende stoffer er kommet ud af kontrol.  Organiserede gangsterbander og terrorister medfører øget kontrol, som kan undergrave økonomien og den politiske frihed.  Horder af frustrerede unge driver hærgende rundt i storbyernes gader.

Når medierne udstiller de tragiske begivenheder, spørger de den ansvarlige minister på området, hvad hun vil gøre ved det.  Hun udtaler så nogle pæne selvfølgeligheder.  Somme tider er der ligefrem en debat med politikere og eksperter.  Men der er ikke meget, der tyder på, at forholdsreglerne hjælper.  Politikerne kan nemt komme til at udnytte eller misbruge vreden i befolkningen.  Populismen ligger og lurer under overfladen.

Hvordan er det kommet så vidt?

En medvirkende årsag kan være, at alt for mange unge uden livserfaring og besindighed pludselig fik al for megen indflydelse på al for kort tid.

I slutningen af 50’erne kom 5-8 % af en årgang i gymnasiet.  I dag er det snarere 50 %.  Masser af unge, som kaldte sig intellektuelle, fik pludselig en akademisk uddannelse, og dermed stor indflydelse på samfundets anliggender.  Forfaldet kom også til udtryk i politikken.  Studerende og politikere indgik i en uhellig alliance for at gøre folkets børn til akademikere.  Men den slags lader sig bare ikke gøre uden at sænke niveauet.

Psykologi, sociologi og pædagogik var modefag dengang.  Nogle af teorierne kunne være gode nok.  Men de unge fik dem galt i halsen, fordi lidenskaberne sejrede over besindigheden.  Der gik ”isme” i dem.  Det betyder, at de får religionens karakter:  Det bliver syndigt at anfægte dem.  De unge havde ikke en kritisk distance til dem, som århundreders praktisk erfaring og visdom havde givet os.  Alt nyt var godt og alt gammelt skidt.  Praktisk erfaring var primitiv og livserfaring skadelig.  Professorerne skulle stækkes og rengøringspersonalet have medindflydelse.

Nogle af de beslutninger, der blev truffet, var ganske enkelt tåbelige.  Men de ansvarlige politikere svigtede, da det gjaldt.  De skulle have sat hårdt mod hårdt,, men kunne (eller ville?) ikke modstå presset.

Men det hele endte altså med, at selve opdragelsen forsvandt!  Ved opdragelse forstås her ikke kun det, at ungerne skal lære at opføre sig ordentligt og lystre.  De skal også indoktrineres  med de åndelige grundværdier, som har løftet og båret verdens førende højkultur og et af verdens bedste samfund, og som kan sammenfattes i begrebet den græsk-kristne humanitet.  De må nok kunne justeres forsigtigt med ny viden og erfaring.  Ellers forstener kulturen.  Men at lade dem forfalde i løbet af få årtier er enten dumhed eller forbrydelse.

Mange af de såkaldt progressive unge intellektuelle prøvede målbevidst at bekæmpe ”det åndelige formynderi.”  De drev en sand heksejagt på autoriteterne.  Indoktrinering blev et uartigt ord i samfunds- og kulturdebatten.  Det var en udbredt opfattelse, at åndelig autoritet skaber passivitet og hindrer den enkelte i at udvikle sine nyskabende åndsevner.  Derfor bør opdragelse og undervisning være ”værdifri” eller ”neutral.”

Men at opdrage er at trække os op – fra barbari til højkultur.  Det er tåbeligt at tro, at gennemsnitsborgeren – for ikke at tale om børnene – besidder så megen viden, erfaring og fornuft, at de kan forstå disse tilværelsens inderste gåder, som har plaget de største tænkere gennem tiderne, eller blot foretage et rationelt valg mellem de forskellige ideer og holdninger, som er til fals på opinionsmarkedet.  Resultatet er blevet rodløshed, forvirring og angst.  Vi er endt i det åndelige tomrum, som dybest set er uegnet for sandt menneskeliv.

Der lå måske også en skjult politisk dagsorden bag fænomenet:  Den gamle, åndelige virkelighed skulle afskaffes, så vejen var banet for nymarxismens rent materialistiske grundholdning?

Et samfund uden åndelige autoriteter er inderligt naturstridigt.  Det af faktisk meningsløst.  Der er noget tragikomisk og hjerteløst over et samfund, i hvilket filosoffen svigter kulturen, statsmanden folket, læreren eleverne og forældrene børnene og overlader dem til deres egen hjælpeløshed i demokratiets og den moderne pædagogiks og psykologis hellige navn.  Det er ganske enkelt regulær omsorgssvigt på alle niveauer.

De af os, som er født før midten af 1900-tallet, var udsatte for en massiv og utilsløret indoktrinering med ganske bestemte religiøse og politiske grundværdier og en bestemt moralkodeks.  Men vi afviste ikke alt det nye, som kom frem i efterkrigstiden.  Vi var såmænd rigeligt fascinerede af det.  Men vi lod os bare ikke uden videre rive med.  For vi var ikke ubefæstede sjæle.

Men det er lige præcis, hvad mange unge er i dag.  De har ikke længere noget værdifuldt at tro på og finde sammen om, som giver livet fylde, mening og værdighed.  I postmodernismen lurer tilfældighed, retnings- og formålsløshed.  Individualisering og globalisering tærer på samfundets sammenhængskraft, siger sociologen Zygmunt Bauman.  Bange, ensomme mennesker vil altid søge efter et fællesskab.  Men de fællesskaber, de kan håbe på at opbygge i dag, er skabt af frygt, mistænksomhed og had.  Den ”flydende modernitet” er præget af opløsning og magtesløshed.  Identitetens og individualitetens højsang synges på fællesskabernes og solidaritetens kirkegård.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at der siden 80’erne er kommet masser af flygtninge og indvandrere, også fra helt fremmede kulturer, hvis åndelige grundværdier er helt anderledes end vore egne.  Dem tog de intellektuelle imod med åbne arme, for de var en ”berigelse.”

Mange af de intellektuelle hørte politisk til venstrefløjen.  Nogle var revolutionære.  Da de blev ældre, gled en del af dem ind mod den politiske midte.  Kulturelt hørte de til kulturradikalismen.  Mange af dem, især kvinderne, har en smuk medfølelse, som også manifesterer sig i hjemsendelsesdebatten.  Men medfølelse er ikke nok, når et samfund skal fungere.  De mangler åbenbart den robusthed og statsmandstæft, som er nødvendig i givne situationer.  Mange af dem synes at nære større omsorg for vandaler og kriminelle end for deres ofre og samfundet.  Somme tider har man indtryk af, at de helst ville afskaffe al straf og i stedet indføre rundkredsterapi.  Det er håbløse signaler at udsende i samfund under destabilisering.

Det er en gammel sandhed, at børnene og de unge skal have en fast, men kærlig hånd.  Men de progressive intellektuelle glemte det med den faste hånd.  De tror stadig, de kan undlade at opdrage dem.

De kulturradikale intellektuelle jamrer over, at den politiske magt har skiftet side politisk.  Men det er deres egen skyld. For trods årtiers indoktrinering med naiv pseudohumanitet kan folket omsider godt indse, at den er helt gal.

Men det hjælper ikke meget, at magten skifter side.  Vi skal et spadestik dybere ned.  Problemet er den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, som har fortrængt den åndelige virkelighed, og som findes på begge sider i dansk politik.  Humaniteten præger ikke vores holdning og adfærd som tidligere, men tolereres endnu som noget, vi kan krydre tilværelsen med i ledige stunder.

Næste gang en journalist spørger en minister, hvad vi skal gøre, kan hun passende svare følgende:  Selvfølgelig skal vi skærpe straffene for at destabilisere samfundet, men det er slet ikke nok.  Vi må genvinde troen på vore åndelige grundværdier, og dermed viljen og styrken til at vedligeholde og forsvare dem.  Ellers bliver vi opløst indefra, og så kan vi nemt ”erobres” udefra. – Men det vil tage årtier at løse problemet.  Det vil nok kræve en slags kulturrevolution.  For det moralske forfald, den primitive værdirelativisme og den naive, kulturradikale pseudohumanitet præger endnu tidsånden.

Indlægget er bragt som kronik i Fyens Stiftstidende 16/10 2009 under overskriften ”Det moralske forfald.”

PÅ SPORET AF DEN TABTE IDEALISME

Oprindeligt stod humanismen og kristendommen i modsætning til hinanden.  Renæssancehumanismen stod også i opposition til kirken, som misbrugte sin magt og forfulgte sine modstandere på det grusomste.  Og endnu i dag kan det være vanskeligt helt at forene de to store kulturstrømningers menneskesyn.

Alligevel må de ses i en vis sammenhæng.  For det er svært helt at forstå kristendommen uden den åndelige virkelighed, den er opstået i og naturligvis har ladet sig påvirke af, nemlig Hellenismen i Romerriget.  Kirkefædrene var opdraget og uddannet i den græsk-romerske kultur.  De kendte deres klassikere.  Og kristendommen har i vid udstrækning bygget på den græske filosofi.  Især Platons idealisme og den senere nyplatonisme, som på en måde forener filosofi og religion.

En kulturhistoriker har en gang sagt, at den europæiske idehistorie ikke er stort andet end fodnoter til Platon!

Fænomenet ser man med legemets øje.  Det står som en stoflig ting foran en, og gennem legemets øje spejler det sig ind i menneskets bevidsthed.  Ideen, den sande skikkelse, ser man derimod med sjælens øje, omtrent som kunstneren for sit indre blik kan se det værk, han vil skabe.  Eller som forfatteren i en næsten drømmeagtig tilstand lever sig ind i det miljø, hans roman foregår i.

Det er ideen, der giver os de store visioner – den åndelige kraft eller intuition, som vi moderne mennesker er ved at miste.  Vi besidder den ganske vist potentielt som mennesker.  Men den bliver ikke længere forløst, udviklet eller vedligeholdt af åndelige vejledere.  Der er ikke længere klangbund for deres visioner i materialismens epoke.

Platon kunne i en næsten ekstatisk intuition ”se” selve skønheden, visdommen, godheden, for sit indre blik.  Og han mente, at det var den egentlige virkelighed.  Den materielle verden er derimod forgængelig, og derfor ”uvirkelig.”

Platons idealisme er noget af det smukkeste, der findes:  Den udødelige sjæl findes på forhånd som en slags verdensånd.  Når vi fødes, vil den tage bolig i os.  Legemet vil da være en slags fængsel for den.  Den vil ”glemme” sin viden om det evige, uforanderlige alt – det guddommelige, men kan i glimt blive mindet om det i kraft af fornuften. – Fra det timeligt jordiske til det evigt himmelske.

Denne idealistiske filosofi har – ligesom alle andre kulturers grundholdninger – tydelige religiøse implikationer og har i høj grad påvirket kristendommen. Den rører vid noget dybt i os som mennesker og vil derfor altid vende tilbage i en eller anden form.  I middelalderen sagde Augustin til Gud:  Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, til det finder hvile i dig.  I Begrebet Angest siger Søren Kierkegaard et sted, at menneskets egentlige væsen er ånd, og ånden føler sig fremmed og urolig til mode i kødet.  Mennesket er en fremmed i timelighedens verden.

Selv Aristoteles, som var lidt mere jordnær end Platon, mente, at der måtte findes en ren virkelighed – et ubegrænset liv.  Vi kan svagt forestille os et sådant væsen i enkelte lykkelige øjeblikke i en altgennemtrængende erkendelse.  Det er det, mennesket fra gammel tid har kaldt Gud,  Så også for logikeren Aristoteles må der ligge noget guddommeligt til grund for tilværelsen.  Livet er en ubevidst længsel efter det fuldkomne – det guddommelige.  Det forklarer i grunden også menneskets – filosoffens og videnskabsmandens – evige trang til klar erkendelse.

Så der er trods alt alligevel en vis sammenhæng mellem kristendommen og den græske filosofi, som langt senere inspirerede den moderne humanisme.  Og i den nyere tid lykkedes det da også at forene de to kulturstrømninger fra Athen og Galilæa i den humanitet, hvis nøglebegreber er kærlighed til sandheden og friheden, højnelse af mennesket, næstekærlighed, barmhjertighed, sagtmodighed og tilgivelse.

Det er den græsk-kristne humanitet, som har været grundlaget for hele den vesteuropæiske kultur.  I 2000 år har den været Europas skæbne – og bolværket imod barbariet.  Hvis materialismen med dens hovmod, begær og kynisme, ikke længere afbalanceres af idealismen med dens ydmyghed, ærefrygt og taknemmelighed, vil barbariet næppe længere kunne begrænses.  Vi vil ikke engang kunne løse de store praktiske problemer, vi står overfor i dag.  F.eks. finanskriseproblemer og miljø- og ressourceproblemer.

Dette indlæg er inspireret af afsnittet ”På kort sigt” i min bog ”Materialismens Sammenbrud – på sporet af den tabte idealisme” (s. 97-101).

FRA DEMOKRATI TIL PLUTOKRATI

I Europa-debatten har unionen hidtil været ”det store dyr i åbenbaringen.”  Unionen har været det mantra, med hvilket opinionslederne har tryllebundet befolkningen.  Dermed er det lykkedes at sætte proportionssansen ud af spillet.

I virkeligheden er unionen en ret ligegyldig detalje i en langt større magtpolitisk sammenhæng.  Var unionen ikke kommet, var der blot kommet noget andet, som afspejlede tidens nye, magtpolitiske realiteter.

Noget af det, der gør folk skeptiske overfor unionen, er det såkaldte ”demokratiske underskud.”  Begreber som demokrati, parlamentarisme, magtens deling, folkesuverænitet og offentlighed i forvaltningen, er i praksis stort set ikke – eksisterende i unionen.  Mange undrer sig over, at vore ledende politikere nu skærer rask væk efter salamimetoden af den politiske frihed, som er Europas særkende og adelsmærke, som vi har kæmpet os frem til i 200 år, ofte gennem blodige revolutioner – som vi hidtil har villet ofre alt for.

Men i virkeligheden er det en ganske logisk konsekvens af hele den udvikling i samfundets struktur, som har fundet sted, især i efterkrigstiden:

Det politiske system ændrer sig i takt med den udvikling, som finder sted i produktions- og ejendomsforholdene.  I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet (den industrielle revolution) skete der voldsomme ændringer af disse forhold i Europa.  Borgerskabet var blevet velhavende – var kommet til ære og værdighed – og krævede nu del i den politiske magt.  Alt dette var stærkt medvirkende til at bane vejen for en ny styreform:  Fra monarki til demokrati.

Nu er der igen sket voldsomme ændringer af produktions- og ejendomsforholdene:  Centralisering og etablering af store enheder, nedlægning af virksomheder og koncentration af kapital, også internationalt.  Det vil igen bane vejen for en ny styreform.  Denne gang fra demokrati til plutokrati (pengemagt).  For magt følger ejendom.  Når den økonomiske magt koncentreres, koncentreres også den politiske magt.

Men disse voldsomme ændringer i produktions- og ejendomsforholdene i efterkrigstiden har fundet sted uafhængigt af styreformen, som politikerne ikke turde ændre.  Derfor blev afstanden mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen stadig større.  Formelt har vi stadig den gamle demokratiske styreform.  Men reelt er der ikke meget tilbage af den.

Den besværlige, tidkrævende og usikre demokratiske beslutningsprocedure må være et irritationsmoment for moderne, effektive og målrettede erhvervsfolk, organisationsledere, eksperter og politikere – magtens mænd.  Derfor bliver stadig flere vigtige beslutninger i realiteten også truffet uden om det politiske system.  De politiske beslutninger bliver en slags formaliserende efterspil.  Således får vi de store broer, tunneler og motorveje, en europæisk statsdannelse, globaliseringen, det multietniske samfund og sikkert også atomkraftværkerne, selv om et flertal i befolkningen er imod det.  Vi er ved at miste kontrollen med magtudøvelsen, som nu reelt finder sted via internationale organisationer som EU, WTO og IMF og de multinationale selskabers mere eller mindre formaliserede samarbejdsorganer.

Hidtil har magteliten prøvet at få sin vilje uden at afskaffe demokratiet formelt.  Resultatet er blevet et virvar af grov taktik og manipulation.  Men før eller siden må masken falde.

Når afstanden mellem de nye produktions- og ejendomsforhold og den gamle styreform er blevet for stor, vil en ny styreform blive formaliseret.  Det er præcis det, der er ved at ske i Europa i disse år.  Det er i det lys, unionsplanerne skal ses.  Vi er vidner til et gigantisk politisk systemskifte, som omsider vil genskabe overensstemmelsen mellem produktions- og ejendomsforholdene og styreformen.

Unionen ligner en ajourføring af de politiske system, så det passer til magtelitens fagre nye verden.  Ikke bare de politiske, men alle åndelige grundværdier forsvinder, hvis de ikke kan forenes med den.  Hvilket rent faktisk også er sket i vidt omfang.

Unionen er en naturlig konsekvens af den ensidigt materielle udvikling, som den kommer til udtryk i den globaliserede nyliberalisme.  Derfor giver unionsmodstanden også kun mening som del af et langt større oprør:  Hvis vi vil bevare blot noget af den politiske frihed, må vi sprede ejendommen og bremse den sanseløse og destruktive, ensidigt materielle udvikling (økonomisk vækst), som vi inderst inde godt ved, der er indbygget afgrund i.  Den, som vil erklære dette for urealistisk, må samtidig erklære sig villig til at afskrive friheden, hvis han vil bevare sin troværdighed som samfundstænker.  Lad os omsider i det mindste få oprigtighed og rene linier i Europadebatten.

Man kan diskutere meget omkring EU.  Men truslerne imod den politiske frihed er massive og åbenlyse.  Det er forbløffende, at de ikke i højere grad har præget debatten.  De må prioriteres langt højere i unionsmodstandernes kampagner.

Artiklen har tidligere været bragt i Det Ny Notat nr. 1031, 25.-31. Januar 2002.

Nye uddrag fra min bog

I oplysningstiden begyndte den proces, som endte med, at der gik ”isme” i videnskaben, og at den fortrængte visdommen.  Til sidst blev den materielle udvikling sit eget mål. Alt dette skete ikke uden kamp, især i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet.  Men den opfattelse, at de privilegerede stænder, gejstligheden og aristokratiet, kun tænkte på at bevare deres magt, er udtryk for en grov forenkling – en teori, materialismen har undfanget for at forsvare sine overgreb.  Sandheden er jo den, at fundamentet kunder den europæiske kultur blev støbt af de ledende stænder: monarkiet, aristokratiet og gejstligheden. – Men når en ny historisk epoke er etableret, bliver den foregående altid ringeagtet.  Vi dæmoniserer fortiden for at stive nutiden af.  Men i dag kan vi omsider se, at gejstlighedens og aristokratiets og visse intellektuelles kritik af den fremvoksende materialisme i virkeligheden var både klog og fremsynet.

Men et gennemgående træk er markant i perioden:  Ydmygheden overfor tilværelsen afløses gradvis af det menneskelige hovmod.  Vi kan sige med den tyske filosof Wilhelm Wundt, at i 1600-tallet var det Gud, som gav naturen dens love.  I 1700-tallet var det naturen selv.  I 1800-tallet var det videnskabsmændene.

Albert Schweitzer siger et sted:  ”I dag har tænkningen ikke mere nogen gavn af videnskaben, fordi denne er blevet selvstændig og indifferent over for tænkningen.  En videnskabsmand kan i dag udmærket godt have den nyeste viden og den tankeløseste verdensanskuelse.  Videnskaben påstår, at dens opgave kun består i at fastslå enkeltheder, da man kun her er sikker på saglig videnskabelighed.  At sammenfatte erfaringerne og at gøre konsekvenserne af dem gældende for verdensanskuelsen er, siger man, ikke videnskabens sag.  Tidligere var hvert videnskabeligt menneske samtidig en tænker, der betød noget i sin generations almindelige åndelige liv.  Vor tid er nået til at kunne skelne mellem videnskab og tænkning.  Derfor findes der hos os endnu videnskabelig frihed, men næsten ikke mere nogen tænkende videnskab.”

Albert Schweitzer mente nærmest, at hele den nyere tids spidsfindige systemfilosofi var en tragisk misforståelse.  Hvad bliver der tilbage af vor filosofi, hvis man trækker det lærde flitterstads af den, spurgte han.  Det rationelle går altid over i det irrationelle, når det tænkes til ende.  Før eller siden må vor viden føre til oplevelse og hengivelse – til følelse.

Allerede i tyverne skrev Schweitzer, at der alle vegne opstår et kulturbegreb uden etik.  Løsrevet fra den etiske vilje bliver fremskridtstroen fra år til år mere overfladisk.  Til sidst er den kun en bræddevæg, der dækker over pessimismen bagved.  Uden at vi har villet indrømme det, har pessimismen tæret på os i årtier.  Uden åndelig kraft som vi er fordi vi ikke har sande og etiske fremskridtsidealer, er vi i begivenhedernes vold og oplever den materielle og åndelige kulturs sammenbrud.

Dybest set har vi altid næret en vis skepsis over for og utryghed ved materialismen, fordi den ikke stemte overens med den menneskelige natur.  Den gav os ”stene for brød.”  Den har altid haft kritikken af sig med i bagagen.  Denne kritik bliver stadig mere påtrængende, og den vil vokse til et crescendo i de kommende årtier.  Materialismen har omsider raset ud.  Resignationen er begyndt at knuge vore forpinte sjæle.

Således vil vi, der er gået ind i et nyt årtusinde, opleve begyndelsen til et kulturelt epoke- eller paradigmeskifte, som vil blive indvarslet med materialismens sammenbrud.  De bærende konstruktioner er for længst møre.  Det endelige sammenbrud kan finde sted når som helst, og vi kan måske engang fortælle vore børne- og oldebørn, at vi så det ske!

Fremtidens historikere vil se tilbage på den primitive materialismes herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.  Men ophævelsen af den skarpe sondring mellem det åndelige og det materielle – dualismen – sker næppe foreløbig.  For den er dybt rodfæstet i den europæiske kultur.  Fra oldtidens græske filosofi over middelalderens kristendom til den nyere tids filosofi.  Så foreløbig må vi lade realitetssansen råde og genvinde troen på den europæiske kulturs traditionelle åndelige grundværdier. – Den humanitet, som udsprang af en idealistisk grundholdning.  Og så tager vi den derfra.

Bog: Materialismens Sammenbrud udkommet!

MIN BOG UDKOMMET og kan bestilles online nu hos Siesta Forlaget. Se andre steder bogen er til salg online i kolonnen til højre under “bogomtale/anmeldelser”.

INDLEDNING

Allerede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var samfunds- og kulturtænkerne begyndt at tvivle på oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse.  Dønningerne efter Darwins udviklingslære havde dårligt nok lagt sig.  Efter den nye, teoretiske fysiks gennembrud (atom- og relativitetsteorier) måtte vi revidere selve vores virkelighedsopfattelse.  Den nye, liberale teologi skabte turbulens i kristendommen.  Og så kom den store katastrofe, 1. Verdenskrig.  Derefter opstod en voldsom livsanskuelsesdebat.  Digteren og forfatteren Helge Rode skar direkte igennem resignationen og skrev:  ”Nutiden har intet verdensbillede, den har heller ingen tankegang; men en forpint sjæl, som håber på en afklaring, der måske også vil komme.”

Resignationen er næppe blevet stort mindre, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa.  Dette essay er et forsøg på at bidrage til afklaringen.

BRYDNINGSTIDEN

Noget kunne tyde på, at megen stor samfundstænkning bliver til i brydningstider:

500 år f.Kr. ville den kinesiske vismand Konfutze reformere samfundet i en tid, som var præget af stor lidelse på grund af evindelige krige mellem provinsstatholderne.  I den græske oldtid så Platon, hvordan hans eget samfund, Athen, havde store problemer, blandt andet på grund af demokratiet.  Da skrev han sit værk ”Staten.”  I renæssancen skrev Machiavelli ”Fyrsten” under indtryk af grusomme intriger og kampe i de italienske småstater.  I 1600-tallet blev Hugo Grotius’ berømte værk om naturretten til, herunder tanken om menneskets medfødte rettigheder, mens han var impliceret i voldsomme religiøse stridigheder i Holland.  John Stuart Mill banede vejen for de reformer, som måske hindrede et forarmet engelsk proletariats åbne oprør.  Karl Marx’ ideer blev også forløst under indtryk af voksende uroligheder i et forarmet proletariat og en voldsom industriel udvikling.  Oswald Spengler skrev ”Vesterlandets Undergang” under indtryk af den første verdenskrigs rædsler.

Kulturhistorikeren Will Durant hævder ligefrem, at store samfundstænkere kun fremstår i urolige og farlige tider.  De formår at se gennem detaljerne og udlede det væsentlige, og de har modet til at drage de videste konsekvenser.  Store historiske omvæltninger kan først finde sted, når en stor samfundstænker og et stærkt tidsbehov falder sammen. – Når den rigtige ide kommer frem på det rigtige tidspunkt.

Der er noget særligt ved brydningstider:  Den virkelighed, de fleste lever i, er allerede død. Samfundstænkeren opdager den nye virkelighed og formulerer den.  Vi er nu på vej ind i en ny brydningstid, som foreløbig er præget af åndeligt opbrud og materiel ustyrlighed.  Forvirring, magtesløshed og mistillid breder sig.  Samfundet vil da være modent til nye ideers gennembrud.  Krisen får os omsider til at lytte til den samfundstænkning, som bryder med etablerede normer.

Men samfundstænkeren skaber ikke selv det nye.  For det findes allerede latent i tiden.  Vi har det alle i os, om end som regel ubevidst.  Det opstår umærkeligt – på næsten mystisk vis, når tiden er moden til det. – I tidens fylde kunne vi sige.  Først da træder samfundstænkeren frem på historiens scene og formulerer det.

Det er med fremvæksten af en ny tidsånd som med enhver skabelse af nyt liv: fra undfangelse gennem svangerskab til fødslen.  Vor tid er svanger med nyt liv.  Og fødslen vil snart finde sted.  Først kommer veerne.  Det er brydningstiden.  Så kommer forløsningen.  Fødslen kan blive mere eller mindre kompliceret eller smertefuld.  Men hvis den ikke finder sted i tidens fylde, dør det nye liv sammen med dets mødrene ophav.

Samfundstænkeren kan fornemme, når tiden er svanger med nyt liv.  Men hvis han er for langt forud eller bagud for sin tid, vil hans indsats ikke bære frugt.  Han er nødt til at ramme ind i brydningstiden.  Han kan kun være fødselshjælper for den nye tidsånd.  Han kan måske være med til at dulme smerterne.  Han er det medium, gennem hvilket den nye tidsånd kommer til udtryk.

Bogen koster 199 kr. og kan bestilles hos Siesta Forlaget her

Læs uddrag fra bogen her

ER VI NATIONALISTER?

Debatten i de toneangivende medier har nærmest efterladt det indtryk, at unionsmodstanderne er lidt tungnemme lønmodtagere med lav social status eller ældre mennesker, som tror, vi lever på Morten Korchs tid.  Den kærlighed til fædrelandet, som altid findes, latterliggøres.  Eller den forklares med en forkert historieopfattelse, eller måske ligefrem psykiske traumer efter nederlaget i 1864!
Men det siger mere om den moderne debat end om unionsmodstanderne.  Der er ikke bare tale om en grov generalisering, men om en fornærmelse.  At gå efter manden i stedet for bolden er ikke fair play, men desværre ofte effektivt i en debat, hvor taktikken er vigtigere end substansen.  Der er åbenbart ingen grænser for perfiditeten, når det gælder om at sælge et håbløst projekt til en skeptisk befolkning.  Men de intellektuelle, som befordrer sådanne synspunkter, gør tilsyneladende springkarriere.
Unionstilhængerne prøver at nedgøre det, som de kalder ”snæversynet nationalisme.”
Nu kan ordet nationalisme give uheldige associationer til det, som skete i Mellem- og Sydeuropa i trediverne.  Nationalismen har da også været drivkraften bag blodige krige.  Derfor bliver alt, hvad der blot har den mindste relation til begrebet, ofte på forhånd forkætret.  På grund af disse historiske traumer – eller ”Hitler-effekten,” som en iagttager har kaldt fænomenet – må vi helst ikke være alt for stolte og viljestærke, respektere naturlige autoriteter for meget eller nære for stor tro på og kærlighed til vort land og vort folk.  Tilbage er så kun janteloven og den lille, billige politiske og økonomiske opportunisme, som sætter hensynet til flæskepriserne højere end de politiske idealer.
Men følelserne kan da ikke være forkerte i sig selv.  Det afgørende må dog være, hvad de bruges til.
I debatten jonglerer tilhængerne rask væk med begreberne for bedre at kunne dæmonisere deres modstandere.  I en fremmedordbog kan man læse, at nationalisme er ”overdreven nationalfølelse forbundet med had til eller undervurdering af andre nationer.”  Men i debatten forveksles begreberne nationalisme og patriotisme (nationalfølelse) helt systematisk.  Faktisk taler man nu kun om nationalisme.  Har magtelitens spindoktorer bortretoucheret patriotismen og erstattet det med det negativt værdiladede ord nationalisme?  Ligesom de tilsyneladende er ved at bortretouchere ordet modstander?  Nu findes der pludselig kun skeptikere!  I så fald er ensretningen begyndt at sive ind gennem sprækkerne.
Nationalfølelsen kan naturligvis udarte som alt andet.  Vi må tage afstand fra nationalismen.  Men vi skal da ikke smide barnet ud med badevandet.  Når nationalfølelsen ikke udarter eller misbruges, og når vi fjerner hadet til eller undervurderingen af andre, er der ikke kun tale om sunde og naturlige, men ligefrem nødvendige følelser, hvis et frit samfund overhovedet skal fungere.  For hvordan skulle man kunne ofre noget af betydning for et samfund, man ikke holder af og tror på?  I et sådant samfund er enhver sig selv nærmest.
Patriotisme betyder i grunden fædrelandskærlighed.  Det var det, digterne endnu spontant besang, før den åndelige virkelighed gik af mode.  De skabte den ikke, men satte blot ord på en på forhånd given størrelse.  Den er et naturligt fænomen – et fundamentalt menneskeligt træk – en integrerende del af den virkelighed, vi lever i, og således højt hævet over diskussionen om rigtigt og forkert.  Alle mennesker besidder den mere eller mindre, i hvert fald potentielt.  Den kan slumre, men vækkes til live under givne omstændigheder.  Næsten alle har registreret den i svage øjeblikke.  Tidligere diskuterede man ikke kærligheden til fædrelandet.  Den var der bare.  I virkeligheden kan den kun holdes kunstigt nede.  Det kræver kun, at man afstumper debatten.
Hvis ordet samfund overhovedet skal give mening, må der være noget at finde sammen om.  Vi er nu på vej ind i et åndeligt tomrum, som dybest set er uegnet for menneskeliv.  Vi har brug for noget at tro på, som giver livet fylde, mening og værdighed.  Men nu må vi ikke engang tro på eller holde af vort land længere uden at blive latterliggjort eller beskyldt for at være nationalister.  Det er en let gennemskuelig nederdrægtighed.
Følelsesmæssigt er vi afhængige af en primærgruppe som familien og andre lokale fællesskaber.  Men vi har også brug for at tilhøre et folk.  Derimod føler vi os ikke på samme måde som europæere.  Og da slet ikke som verdensborgere.  En sådan følelse kan ikke skabes kunstigt.  Der er noget tragikomisk over forsøgene på at skabe en slags europæisk nationalfølelse eller identitet. – Her kan tilhængerne nemlig godt bruge den!
Man mærker hensigt og bliver forstemt.  Vi kan jo dårligt have en nationalfølelse nu, hvor vi skal lære at elske unionen!  Det er næppe tilfældigt, at hetzen imod nationalfølelsen og ændringen af historieopfattelsen kommer netop i disse år.
Og nu skal Grundtvigs ånd ikke længere præge højskolen. – Den Grundtvig, som i digtet ”Kærlighed til fædrelandet” skrev:

”Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild,
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.”

Indlægget har tidligere været bragt (kortere version) i Information 17 / 5 1993 og i Nødvendigt Forum nr. 60, marts 2004.

Ny bog

Materialismens Sammenbrud

Roden af samfunds- og kulturproblemerne er vores grundholdning eller virkelighedsopfattelse, fordi den bestemmer vore andre tanker og handlinger, når det kommer til stykket.  Derfor må vi begynde med den.  Hvis grundholdningen er forkert, hjælper vore andre forholdsregler ikke meget.

Vor tids fremherskende grundholdning, materialismen, har udviklet sig gennem den nyere tid.  Nominalismen, renæssancehumanismen, protestantismen, den videnskabelige metode, de filosofiske systemer og oplysningstiden var skridt på vejen mod den ensidigt materialistiske grundholdning.  Selv om den endnu mødte nogen modstand i 1800-tallet, må den siges at være næsten fuldbyrdet i løbet af 1900-tallet.

Men materialismen er kunstig og destruktiv – dybest set uegnet for sandt menneskeliv.  Den giver os ”stene for brød.”  Vi lider under tabet af den åndelige virkelighed og hengiver os derfor til en række flugtmekanismer og søgen efter alternativer.  Symptomerne på, at troen på den åndelige virkelighed er ved at vende tilbage, er tydelige nok…

Læs resten af synopsisen for min bog, der udkommer i efteråret 2009 her.